Det har aldrig været vigtigere at huske vores historie.
For snart 60 år siden blev Brøndbyernes IF stiftet, og siden da har klubben været kernen i et stort fællesskab – et fællesskab, der favner bredt og er bygget på frivilligt arbejde, klubånd og engagement. Der har været mange, rigtig mange, der gennem tiden har prioriteret fællesskabet og givet sit bidrag til at udvikle det. Uden dem havde vi aldrig været her.
En træder dog særligt frem. Per Bjerregaard. En helt ubeskrivelig indsats, som fortjener anerkendelse. En livslang vagt som fællesskabets tjener. Med alle de opture og alle de nedture en sådan forpligtelse medfører. Sådan er det at tage ansvar. En gigant, der bør hyldes og anerkendes og tjene som inspiration for os alle i forbindelse med vores engagement i Brøndby.
Jeg har mødtes med Per en del gange over det sidste år. Gode samtaler om både fortid og fremtid. Udover det konkrete i samtalerne er det blevet endnu mere tydeligt i vores snakke, at det aldrig har været vigtigere at huske vores historie end nu.
Vi ved alle, at der er gang i en omstilling af vores klub i de her år. Gode kræfter arbejder benhårdt på at sikre den fortid og de kerneværdier, vi står fast forankret, i samtidig med at klubben og fodbolden som sådan er under forandring. Det er vigtigt i mine øjne. Meget vigtigt.
Nogle vil mene, at ”der er solgt ud” eller tilsvarende. Det er fair nok at mene det. Andre mener, fortiden kun kan sikres ved – med afsæt i fællesskabet – at gå ind i fremtiden. Det er også fair nok at mene det.
En ting, der står tydeligt for mig i alle de drøftelser, vi har haft om den ene vej eller den anden vej, er vores fælles manglende evne til at huske og forstå fortiden. Hvem var det, der skabte Brøndby i sin tid og dermed lagde fundamentet til det fællesskab, vi nyder gavn af i dag? Hvad gjorde de – og hvorfor?
Filmen Klubben ridser noget af det op. Mennesker der var dedikerede, ambitiøse og havde fokus på, at alle skulle med. Ildsjæle der ud af ingenting skabte en mastodont. En fodboldklub forankret på den københavnske vestegn var – og er – det naturlige samlingssted for mennesker, der tror på, at hårdt arbejde og engagement er vigtige værdier. Ikke kun i fodbolden men i livet som sådan.
Og så til pointen: Det har aldrig været vigtigere at huske vores historie.
Derfor foreslår jeg, at vi igangsætter et arbejde på flere fronter:
• Vi skal lave et museum om Brøndby IF. Ikke kun med fokus på pokaler og mesterskaber men med fokus på værdier, og på hvad fodbold gør ved os mennesker. Ikke et museum hvor man ”bare skal se genstande” men et museum, der kan uddanne, oplyse, øge bevidstheden hos nuværende og kommende Brøndbyfans og skabe stolthed over, hvad netop disse værdier formåede at skabe.
• At vi sammen finder en måde at hylde dem, der skabte klubben. Og det ikke med en statue her og nu, vi skal sammen finde en anden måde, hvor vi markerer dem, der har lagt grunden til fællesskabet og vores historie. Udover at sikre den fortjente hyldest så skal det tjene som en reminder til os alle om, hvor vi kommer fra – og hvad der er vigtigt at huske videre frem.
Jeg vil personligt arbejde for at samle en bred kreds af gode mennesker, der kan gå ind i en ”støttekomite”, og som i fællesskab kan påtage sig opgaven. De første har allerede meldt sig under fanerne.