Nyt fra Fanrepræsentanten, december 2023

Her et lidt anderledes nyt fra mig – nemlig et brev sendt til Kulturminister Jakob Engel-Schmidt. Et brev jeg deler her. Når der kommer et svar, så vil jeg også dele.

God jul og godt nytår til alle, glæder mig til at mødes på tribunerne.

KH

Claus Bjørn Billehøj

Kulturminister
Jakob Engel-Schmidt
kum@kum.dk

Brøndby den 9. december 2023

Kære Jakob Engel-Schmidt

Jeg kan se, at du her i en ellers travl december måned har haft tid til at mødes personligt med en af de mest magtfulde organisationer i europæisk fodbold, European Club Association. En organisation, der har PSG-præsident og Qatar-baserede Nasser Al-Khelaifi som formand. ECA har – som jeg forstår det – af egen drift holdt et bestyrelsesmøde i København og i den forbindelse er det sikkert naturligt, at du mødes med dem.

Jeg skriver her af to årsager. For det første er jeg nysgerrig på, hvad I drøftede og hvilke budskaber om den fremtidige udvikling af europæisk og dansk fodbold, du havde med til ECA. For det andet savner jeg fortsat politiske initiativer og handling i forhold til den konkrete fremtidige udvikling af rammerne for ejerskaber i dansk fodbold.

Jeg har en naturlig interesse i begge emner via min rolle som Fanrepræsentant i Brøndby Ifs professionelle bestyrelse. Vi Brøndbyfans har, som du ved, været igennem et udfordrende 2023 med et nyt ejerskab bestående af en amerikansk baseret kreds af investorer, der ejer flere fodboldklubber udover Brøndby.

Hvad angår ECA og deres formand, er det veldokumenteret, at ECA og dets medlemmer arbejder benhårdt for at trække fodbolden væk fra dets nuværende format. Det sker bl.a. via et enormt pres på UEFA for at gøre adgangen til europæiske turneringer endnu mere umulig for mindre klubber og dermed bidrage markant til den igangværende økonomiske skævvridning af fodbolden. Ligeledes repræsenterer ECA og dets formand en tendens med internationale investorer, der driver flerklubs ejerskaber og er baseret på mere eller mindre dubiøse investorer fra lande, der ser helt anderledes på sport, end vi har tradition for at gøre i Danmark.

Jeg er som nævnt nysgerrig på dine budskaber. Understregede du din afstandtagen til dette, og formidlede du klart og tydeligt, at danske myndigheder hele vejen fra konkurrencemyndighederne og finanstilsyn mv. til Kulturministeriet aktivt vil stå vagt om den danske model og danske værdier for sport? Var du tilsvarende klar og tydeligt i din dialog med formanden om holdningen til VM i Qatar og den modstand mod UEFA og FIFAs uigennemskuelige governance, der strider mod alle anbefalinger i dansk regi om god governance? Hvad med den dokumenterede korruption, der præger udviklingen af europæisk og international fodbold? Markerede du den klare afstandtagen til denne og bragte du budskabet frem til Nasser Al-Khelaifi, at du og danske myndigheder vil gøre alt for at bekæmpe dette og stå vagt om, at det ikke påvirker den foreningsbaserede danske idræt?

I forhold til emnet om rammerne for ejerskaber af professionelle fodboldklubber i Danmark har de sidste år med tydelighed vist, at der mangler et sådant rammeværk, der både kan beskytte dansk fodbold mod groteske investorgrupper, og som samtidig kan sikre rammerne for den langsigtede udvikling af dansk fodbold. DR-dokumentaren ”Dansk fodbold til salg” viste dette med al tydelighed.

En del af denne opgave ligger klart hos DBU og Divisionsforeningen, men historien viser jo tydeligt, at denne opgave ikke er løftet tilstrækkeligt her. Der er behov for en politisk rammesætning – og vi har som fans i hvert fald behov for og ret til at blive inddraget heri. Det sker ikke af sig selv, faktisk virker det ikke som et forhold, DBU og Divisionsforeningen har interesse i. Slet ikke.

Det er tid til at tænke nyt.

Flerklubsejerskaber kan i yderste konsekvens skabe tvivl om den unikke integritet af de enkelte klubber og dermed angribe selve fodboldens natur, som vi kender den. Ligeledes kan den kobling, der i Danmark er mellem professionel fodbold, en foreningstradition og frivilligt arbejde af både trænere i klubberne og fans, blive udfordret. Tiden er inde til at forpligte fans og klubejere på en ny måde. Det er opgaven de kommende år – også for Christiansborg, der må insistere på, at DBU og Divisionsforeningen tager fat.

Jeg håber, at du vil have tid – måske allerede her i december – til at mødes med mig og andre relevante fodboldfans. Jeg er klar, når det passer dig. Og du er altid velkommen hos os i vores foreningsdrevne klubhus Hytten, som ligger 100 meter fra Brøndby Stadion. Det haster. Der er behov for dialogen om fremtidens fodbold. Og det gerne med andre perspektiver end dem, ECA og Qatar kan bringe til bordet.

Jeg ser frem til dialogen.

God jul og godt nytår.

Med venlig hilsen

Claus Bjørn Billehøj

Fanrepræsentant Brøndby IFs bestyrelse
claus@billehoj.dk

Skrevet af

Spred ordet