Bestyrelsen indkaldte tirsdag d. 31. oktober til Ekstraordinær Generalforsamling torsdag d. 16. november kl. 18:15 i Hytten ved Brøndby Stadion 42, 2605 Brøndby
Indskrivning til GF kl. 18:00-18:15
1. Valg af dirigent og referent
2. Fremlæggelse af bestyrelsens forslag til vedtægtsændringer
3. Afstemning af bestyrelsens forslag til vedtægtsændringer
Denne ekstraordinære generalforsamling har alene til formål at tage stilling til bestyrelsens forslag om ændring af dato for deadline til opstilling som kandidat som Fanrepræsentant til bestyrelsen i Brøndbyernes IF Fodbold A/S.
Deltagelse til generalforsamling forudsætter medlemskab af Fanafdelingen, samt at man ikke er i restance. Man tilmelder sig til generalforsamlingen med sit medlemslogin.
Baggrund for forslaget
Brøndbyernes IF Fodbold A/S har ændret deres regnskabsår fra kalenderåret til at være fra d. 1/7 – 30/6. Det betyder også, at selskabets årlige generalforsamling nu vil blive flyttet til inden udgangen af oktober. Da valget af Fanrepræsentant jf. Fanafdelingens vedtægter er knyttet til selskabets generalforsamling, vil det så betyde, at Fanafdelingens egen ordinære generalforsamling vil blive rykket tilsvarende, da denne altid afholdes i umiddelbar nærhed af selskabets.
Dog medfører det den udfordring, at kadidater der ønsker at opstille som Fanrepræsentant, skal melde deres kandidatur senest 6. januar jf. gældende vedtægter. Dvs. ca. 10 måneder før den ordinære generalforsamling i Fanafdelingen. Ændringen skal derfor sikre en bedre demokratisk proces ifm. valget.
Bestyrelsens forslag, som der skal tages stilling til. Ændringerne foreslås som ét samlet forslag der skal stemmes om:
Nuværende:
§10 – Fanrepræsentanten “Stk. 4. En person, der ønsker at opstille som kandidat, indsender elektronisk en skriftlig opstilling til bestyrelsen senest 6. januar. Af opstillingen skal fremgå, hvordan kandidaten opfylder betingelserne i stk. 8. Bestyrelsen kvitterer skriftligt for modtagelsen af opstillingen senest 4 dage efter modtagelsen. ”
ÆNDRES TIL
§10 – Fanrepræsentanten “Stk. 4. En person, der ønsker at opstille som kandidat, indsender elektronisk en skriftlig opstilling til bestyrelsen senest 1. august. Af opstillingen skal fremgå, hvordan kandidaten opfylder betingelserne i stk. 8. Bestyrelsen kvitterer skriftligt for modtagelsen af opstillingen senest 4 dage efter modtagelsen.”
Samt
Nuværende: §10 – Fanrepræsentanten “Stk. 14. Bestyrelsen fastsætter en ramme for valgkampen. Denne offentliggøres snarest muligt efter d. 6. januar og senest d. 20. januar. Hvis rammen for valgkampen overskrides af en eller flere kandidater, har bestyrelsen myndighed til at diskvalificere den/de pågældende kandidat(er)”
ÆNDRES TIL
§10 – Fanrepræsentanten “Stk. 14. Bestyrelsen fastsætter en ramme for valgkampen. Denne offentliggøres snarest muligt efter d. 1. august og senest d. 14. august. Hvis rammen for valgkampen overskrides af en eller flere kandidater, har bestyrelsen myndighed til at diskvalificere den/de pågældende kandidat(er)”