Sæsonen er i gang igen og det samme er arbejdet i Fanafdelingen. Det gælder nok for mange af os, at sommeren har været en kærkommen mulighed for at trække vejret dybt ned i lungerne, sænke skuldrene en smule og på den måde slappe lidt af ovenpå de mange ting, vi som Brøndbyfans har været igennem de seneste mange måneder.
I dag tæller Fanafdelingen mere end 2.200 medlemmer. Det er mere end en tredobling i forhold til for to år siden. Det er vi dybt taknemmelige for. Uanset om man er nyt medlem eller har været med i en årrække, så er vores medlemmer via deres medlemskab med til at styrke sammenhængskraften mellem Brøndby IF, moderklubben, lokalområdet og de mange Brøndbyfans i hele landet.
De første seks måneder af 2023 handlede af naturlige årsager meget om ejerskab og ’Værdiaftalen’. Men i realiteten, så beskæftiger de frivillige kræfter i Fanafdelingen sig faktisk med en lang række andre initiativer, som hver især er med til at styrke fanindflydelsen.
Alle initiativer er beskrevet i vores seneste Handleplan for 2023-2024, som du finder nedenfor.
I overskrifter handler det om disse fire hovedområder:
Klubben
Fanafdelingen arbejder for at sikre medlemmerne mest mulig indflydelse på den professionelle fodbold i Brøndby IF og for at styrke moderklubben bedst muligt. Det er også i dette spor, at vi løbende følger op på ‘Værdi-aftalen’ som blev besluttet i juni måned.
Velgørenhed
Fanafdelingen arbejder for at styrke Brøndby fællesskabets position som velgørende og social aktør, ikke mindst på vestegnen. Det involverer blandt andet også et strategisk samarbejde med Red Barnet.
Netværk
Fanafdelingen arbejder på at etablere et netværk af fodboldfans, som strækker sig over hele landet med henblik på øget fokus på klub-ejerskab.
Fællesskab
Fanafdelingen arbejder på at øge mobiliseringen og inddragelse af vores medlemmer – og Brøndbyfans generelt – i aktiviteter, der ikke vedrører kampdagene.
Så der er nok at tage fat på i den kommende tid.
Fanafdelingens_Handleplan_2023_2024_Godkendt_af_bestyrelsenHandleplan for 2023-2024 ligger også under “Om os” på fanafdelingen.dk
Blågule hilsener
Bestyrelsen
Fanafdelingen – Brøndby IF