Udmelding fra Fanafdelingen ang. det nye ejerskab

Fredag i sidste uge var en af de mest markante dage i Brøndbys historie.

Brøndby offentliggjorde, at Jan har solgt en stor del af sine aktier til selskabet Global Football Holding (GFH) der fremover vil være majoritetsaktionær i Brøndby IF med et ejerskab på lige over 50% af aktierne.

Den sidste uge har været en kompliceret tid, hvor Fanafdelingen dels har skulle danne et overblik over fakta i handlen mellem Jan og GFH, dels har haft behov for intern dialog i bestyrelsen og med relevante andre aktører som Fanrepræsentanten, formanden for Brøndby Support og repræsentanter for Svinget, Alpha og andre der har rakt ud med perspektiver og holdninger.

I den forgangne uge har vi oplevet en meget stor støtte til Fanafdelingen med mange flere medlemmer til følge. Det er vi utrolig taknemmelige for, og ser dette som et vigtigt skridt på vejen til at tage dialogen med det nye ejerskab med et stærkt mandat.

Fanafdelingen er en bred sammenslutning af Brøndbyfans, og vi er selvsagt nødsaget til at balancere i vores holdninger til ejerskabet.

Men som udgangspunkt er Fanafdelingen skeptiske overfor det nye ejerskab. Og det ville vi i virkeligheden nok have været uanset hvem Jan havde solgt klubben til. Vi ser ikke et modsætningsforhold mellem at være skeptiske og kritiske på den ene hånd, og samtidig indgå i en proaktiv samarbejdsrelation på den anden hånd.

Hvis vi sætter vores skepsis i kontekst af vores tidligere udmeldinger, så viser der sig lige nu et broget billede. Vi har tidligere præsenteret ’7 holdepunkter’, der blev udviklet som en aktiv stillingtagen til, hvordan man bedst kunne få kapital, kompetencer og kultur til at gå op i en højere enhed.

Pt. har Fanafdelingen kun modtaget sparsomme meldinger og information fra GFH om hvem de er, hvad de vil, hvad de definerer som værende succes mv. Baseret på den viden vi har nu, gennemgår vi nedenfor de 7 holdepunkter.

At Brøndby IF fortsat er klubbens navn, at farverne er gule og blå, og at vi spiller på Brøndby Stadion.

Det er Fanafdelingens vurdering at dette IKKE er til debat fremadrettet, herunder også stadionnavnet ”Brøndby Stadion” fremover. Det er positivt.

At Brøndby IF er overvejende dansk ejet.

Dette IKKE er tilfældet med GFH’s ejerskab og således en udfordring videre frem. Fanafdelingen vil i det videre arbejde have fokus på, at Brøndby IF drives efter danske forretnings- og foreningsprincipper, og i øvrigt i tråd med danske principper for god selskabsledelse mv. Derudover noterer vi os, at GFH agter at fortsætte med Jan som Formand i bestyrelsen, og at Jan stadig vil være den næststørste aktionær.

At dem, der ejer Brøndby IF, ikke ejer andre fodboldklubber – hverken i Danmark eller udlandet. Ejerne skal alene ønske Brøndby IF det bedste.

Det er Fanafdelingens vurdering, at dette IKKE er tilfældet med GFH’s ejerskab. Fanafdelingen vil derfor i det videre arbejde have fokus på, at der i den løbende drift af Brøndby IF ikke træffes beslutninger (det være strategisk, økonomisk, sportsligt mv), der ikke er til fordel for Brøndby IF.

Ligeledes vil Fanafdelingen gøre vores til at styrke foreningen og støtte den, sætte fokus på masterclass mv. og ”råbe op” hvis vi synes, der sker udvekslinger mellem ejerskabets andre klubber af en karakter, vi ikke finder hensigtsmæssigt. Det kan være i form af udveksling af spillere mellem klubberne eller økonomiske dispositioner, som ikke tjener Brøndby IF’s bedste.

Fanafdelingen påtænker også at rejse debatter om multiklub-ejerskaber lokalt og sammen med fans af de andre klubber, vi nu indgår i et skæbnefællesskab med. Endelig vil Fanafdelingen gøre vores til at præge de regler, der gælder for ejerskaber og drift af danske (og europæiske) fodboldklubber.

At dem, der ejer Brøndby IF, ikke ønsker at bruge klubben som en markedsføringsplatform, et personligt brand eller som led i et ”sportswashing” initiativ lanceret af en oliestat, et diktatur eller lignende.

Det er Fanafdelingens vurdering, at dette IKKE er tilfældet med GFH’s ejerskab. Men selvsagt et område vi vil holde øje med fremadrettet.

At dem, der ejer Brøndby IF, ikke er en udenlandsk kapitalfond. Eller andre, der alene ønsker et medejerskab for at sikre en kortsigtet gevinst. Vi forventer et langsigtet ejerskab med fuld opbakning til den strategi, der er lagt.

Det er Fanafdelingens vurdering, at dette delvist er tilfældet med GFH’s ejerskab. GFH er en fond der er etableret med det formål og købe fodboldklubber som investeringsobjekter. Intet andet. Omvendt har GFH tilkendegivet, at de bakker op om den strategi Brøndby IF arbejder med, og at de ikke ønsker at ændre denne.

Hvad angår selve ønsket om en investering er det Fanafdelingens vurdering, at der venter en stor opgave foran os. Vi bør styrke vores fælles dialog om alt det positive, vi forbinder med Brøndby IF, uagtet at vi også er en forretning som GFH gerne vil tjene på. Vi skal blive klare på, hvad vi fans (og gerne sammen med foreningen) gerne ser Brøndby skal udvikle sig på her. En vinkel kan være det sociale arbejde, en anden er selskabets forankring i lokalsamfund og samarbejde med kommunen mv. Det vil Fanafdelingen gøre sit til.

Hvad angår strategien, er det Fanafdelingens vurdering, at der er behov for mere information herom fra GFH. Fanafdelingen vil arbejde for at dette præsenteres snarest og derudover stå vagt ved at ejerskabet ikke spiller hasard med klubbens fremtid for at sikre et kortsigtet afkast.

At der er 100% gennemsigtighed om hvem ejerne er. Og hvilke midler de investerer i klubben.

Vi er fortsat IKKE i endeligt i mål her. Fanafdelingen vil gerne understrege vigtigheden i, at vi ønsker fuld gennemsigtighed over klubbens ejere. Derfor er dette punkt ikke godkendt, da vi ikke kender de fjorten ejere. Vi opfordrer på det kraftigste til, at samtlige navne offentliggøres.

Ligeledes ønskes en klarhed over de andre holdingselskaber, hvor der indgår fodboldklubber, som dele af de 14 ejere indgår i.

Hvad angår de midler der investeres i klubben, er der behov for klarhed over rammerne herfor og forpligtelser der påhviler klubben forbundet hermed. Det vil Fanafdelingen understrege i dialogen med ejerskabet

At det store fællesskab bliver inddraget i processen.

Det er Fanafdelingens vurdering, at GFH med dels ønsket om en fortsat Fanrepræsentant og et ønske fra GFH’s side om at indgå en aftale med Fanafdelingens har gjort hvad der er muligt inden for de juridiske rammer at inddrage fællesskabet. Fanafdelingen vil arbejde for at der snarest afholdes dialogmøder mellem GFH og fans om deres tanker for klubben.

En formel aftale har potentialet til at udgøre platformen for dialogen og samarbejdet mellem ejerskabet og fans. Vi har over de sidste måneder haft en tæt dialog med Jan, og som led i den dialog har vi udarbejdet et idekatalog med emner, der kan indgå i en sådan aftale. På den baggrund vil Fanafdelingen nu indlede drøftelser med GFH om en sådan aftale.

En ting står dog klart: GFH elsker ikke Brøndby, som vi gør, slet ikke. De er her kun fordi de kan se forretning. Det er en realitet vi skal forholde os til.

Derfor venter en stor opgave foran os.  Vi bør på tværs af hele fanmiljøet og sammen med moderklubben styrke vores fælles dialog om hvad vi ser Brøndby er og skal være. Det er en opgave vi i Fanafdelingen har påtaget os blandt andet via værdikampagnen og det er en opgave vi vil intensivere fremover.

Inden vi indgår en eventuel aftale med GFH vil vi indkalde til stormøde for vores medlemmer for yderligere debat og drøftelse. På dette møde vil vi dels præsentere et aftaleudkast mv. samt drøfte en række tiltag vi som fanmiljø med fordel kan iværksætte fremadrettet.

Endelig vil vi opfordre alle til at melde sig ind i Fanafdelingen, det er vigtigere end nogensinde.

Mvh

Bestyrelsen i Fanafdelingen


Tidligere udmeldinger:

Januar 2020:

Åbent brev januar 2020

Juni 2021:

Vi skal fortsat følge de gennemarbejdede og troværdige planer og strategier

Januar 2022:

Anderkendelse samt rettidig omhu – vi må og skal lære af historien

Skrevet af

Spred ordet