Formand Lars: Vores snak om klubbens fremtid

Det er åbenlyst at vores elskede klub er i en brydningstid. Både på stadion, uden for stadion og på direktionsgangene – der sker en del.  Her i brydningstiden er der en masse god debat.

Fra min og Fanafdelingens side vil vi gerne opfordre til at vi husker nuancerne når vi debatterer.

Den sidste tids debat, har bekræftet Fanafdelingen i hvor bredt og aktivt Brøndbys fanmiljø er. Der er rigtig mange nuancer som ikke kan eller skal fordeles i en ‘rigtig’ eller ‘forkert’ kasse. Nuancerne er tydelige når vi som fans nyder og lever med vores fælles klub på mange forskellige måder.

Men der er mange andre steder hvor nuancerne er vigtige at få øje på, forstå og respektere.

I de sidste måneder så har fokus være på både en mulig ny investor og på den ballade der har været. Begge emner der har udløst en følelsesladet debat.

I Brøndby findes der et utal af Fællesskaber. Nogle kommer som familie sammen med ungerne og starter i familie-loungen. Andre mødes med vennerne i Hytten eller Fanzonen. Der er også dem der møder ind flere timer før kamp og forbereder opsætning af tifo, som de har brugt hele weekenden på at forberede. Og så er der dem der ankommer lige til kampstart og sætter sig til rette og nyder kampen.

Og lige så forskelligt vores rutiner til kampe er, lige så forskelligt er vores tilhørsforhold til klubben.

Der er nogle der har fulgt Brøndby hele vejen op fra divisionerne og så Brøndby være banebrydende og gik nye veje. Andre kom med da døren til Europa blev sparket eftertrykkeligt ind. Og så er der dem der kom, da Brøndby var i knæ og sammen med klubben rejste sig og måske for første gang fejrede et mesterskab i 2021. Alle med en stor kærlighed til Brøndby.

Vores uenigheder udspringer af at vi er forelskede i den samme klub men forskellige udgangspunkter for vores følelsesmæssige tilknytning til klubben.

Derfor vækker diskussionen om en mulig ny investor så stærke følelser. For nogle er en ny investor næring til endnu større drømme. For andre fans, så vil netop dét scenarie briste deres drøm om hvad Brøndby skal være.

Det er stærke følelser. Og der er hverken ‘rigtige’ eller ‘forkerte’ følelser. Men vi har ansvar for at respektere hinandens følelser. Også selvom vi ikke altid kan forstå dem.

Og lad os slå fast med det samme, at dem som bruger fodbolden til at opføre sig voldeligt, truende eller krænkende, absolut ikke hører hjemme nogen steder. Hverken hos os i Brøndby IF eller i nogen andre klubber. Her er der ikke plads til nuancer.

Men det skal der være når vi debatterer om klubbens fremtid. For som fans er vi individuelt ansvarlige for hvordan man opfører sig og hvordan man vælger at være en repræsentant for sin klub. Og vi er alle fri til at udleve det på sin egen måde. Det er et ansvar og en mulighed som gælder alle Brøndby-fans.

Fællesskaberne er ofte karakteriseret ved nogle rutiner, værdier og sågar kodeks. Og der kan være stor forskel fra fan til fan, og fra fællesskab til fællesskab. Det er i vores bog, ikke et ‘problem’ men en kæmpe styrke, at der er mange måder at nyde relationen til sin klub på. I Brøndby har vi det i overflod og misundes af mange andre for det store samlingspunkt klubben er for mange passionerede mennesker i hele landet.

De mange nuancer i fanmiljøet har altid – og vil altid – være genstand for samtale og debat. Det er både vigtigt og godt. Så længe det sker på en respektfuld måde hvor vi grundlæggende accepterer at det er ok at være forskellige. Vi må undgå at falde i den gryde, hvor vi skælder hinanden ud og forsøger at diktere hvad andre skal gøre.

Lars, formand Fanafdelingen

Skrevet af

Spred ordet