De første uger som Fanrepræsentant
Jeg har nu været Fanrepræsentant i nogle uger. Det har været en spændende og interessant periode – og en periode, der samtidig har været fuld af følelser.
Den periode vil jeg her sætte nogle ord på. Det er i øvrigt min intention løbende at skrive lidt her på Fanafdelingens hjemmeside og gerne deltage i relevante podcasts. Det er, som jeg ser det, vigtigt, at Fanrepræsentanten er synlig og tilgængelig, dels på twitter, dels til møder og debatter mv. – og også her.
Jeg blev valgt på generalforsamlingen i Fanafdelingen den 13. marts og formelt på den professionelle afdelings generalforsamling den 31. marts.
Umiddelbart efter generalforsamlingen var der et kort møde i den nye bestyrelse. Det var mere af formel karakter og havde til formål, at jeg som den eneste nye kunne præsentere mig overfor bestyrelsen, og at bestyrelsen konstituerede sig.
Alle har taget godt imod mig. Det gælder bestyrelsen, der har rakt ud, og det samme gælder direktionen med Ole og CV, og det gælder alle andre i selskabet. Jeg er blevet ført ind i den måde, bestyrelsen arbejder på. Jeg er blevet ført ind i det elektroniske bestyrelsessystem, hvor alt materiale, gamle dagsordener og referater og baggrundsmateriale mv. er tilgængeligt.
Jeg har holdt et langt møde med Ole og CV om klubbens strategi, og vi har drøftet en række temaer i den forbindelse. Hvad vi drøftede, er fortroligt, sådan er det at være medlem af en bestyrelse, særligt i en bestyrelse i en børsnoteret virksomhed. Men jeg kan sige, at vi drøftede de målsætninger og ambitioner, der er sat op, forudsætningerne herfor og de dilemmaer, der er forbundet hermed. Spændende og helt centralt i arbejdet med at sidde i en bestyrelse.
Jeg har også præsenteret en række af de elementer og budskaber, der indgår i de udmeldinger, som Fanafdelingen med flere er kommet med over de seneste år, og hvad jeg tolker i dem koblet op mod klubbens videre udvikling. Ligeledes det forslag, der vedtaget på Fanafdelingens generalforsamling om ”nedsættelse af udvalg for fastlæggelse af Fanafdelingens værdisæt”. Det var min klare oplevelse inden jeg trådte ind i bestyrelsen, at klubbens ledelse, både bestyrelse og direktion, lytter til det, vi fans melder ud. Den oplevelse kan jeg nu bekræfte. Det er positivt.
Nu begynder bestyrelsesarbejdet for alvor for mit vedkommende over de kommende måneder. Det bliver spændende – og vigtigt.
Jeg har også fået en rundvisning i de nye masterclass faciliteter og talt med de ansvarlige om status og fremtiden. Det er et imponerende arbejde, der er gang i der, og jeg er sikker på, at kommer til at smitte af på banen og på økonomien fremadrettet.
Og så til det med følelserne. Jeg har holdt med Brøndby, ja næsten altid. Da jeg flyttede hjemmefra, satte jeg avisudklip om Brøndby op over alt i lejligheden, jeg hørte Brøndby vinde over Herfølge i radioen, da min ældste søn blev født (nu 23 år) og min yngste så sin første Brøndbykamp, da han var 2 år. Han er nu 21. Jeg havde dem med til 5-0 mod FCK, og da vi blev mestre forrige gang i 2005 og vandt 7-0 over Herfølge, brugte min kone (ikke deres mor) kampen til at møde drengene første gang. Jeg har et Brøndby grillsæt, og jeg ser fodbold med 7 venner, jeg har kendt siden slut firserne. Mange andre har det heldigvis på samme måde. Men for mig har det været følelsesmæssigt intenst pludselig ”ikke kun at være fan” men at sidde i Brøndbys bestyrelse og sidde på ”den anden side af bordet”. Jeg har haft behov for at tale en del med min kone, mine børn og mine venner om de følelser og redefinere rollen som fan – fordi jeg nu også sidder i bestyrelsen. Jeg er spændt på, hvordan det skal folde sig ud. Det kommer jeg til at arbejde med, kan jeg mærke.
I øvrigt har jeg her forleden haft en lang snak med Supporters Direct Europe om alt dette og lavet et interview om rollen som Fanrepræsentant. Det kommer på skrift og måske på podcast. Skal nok dele.
Jeg håber, at dette skriv kan ”åbne døren ” lidt til rollen som fanrepræsentant. Jeg vil gøre mit bedste for at følge op.
Skriv til mig på claus@billehoj.dk, hvis der er noget eller fang mig på twitter på @billehoj.
Forza Brøndby.
Claus B. Billehøj, Fanrepræsentant