Skuffende regnskab skal give anledning til dialog

I går kom halvårsregnskabet fra Brøndby IF A/S, og det viste et stort underskud samt en hurtigtvoksende gæld. Det reagerer Fanafdelingens formand, Lasse Bauer, på således:

“Det var ikke ligefrem opmuntrende læsning. Såvel underskud som gæld er vokset eksplosivt og ligger noget under de udmeldte forventninger og ikke mindst ganske langt fra målsætningerne i Strategi 6.4,” konstaterer han.

Det skuffende regnskab er allerede blevet drøftet internt mellem Fanafdelingens parter, og den dialog tages nu videre.

“Vi ser kritisk på regnskabet og den udvikling, det illustrerer. Derfor er vi sammen med Brøndby Support og Alpha blevet enige om at tage konktakt til det øvrige fællesskab i form af amatørafdelingen og det professionelle selskabs bestyrelse for internt at drøfte situationen og komme omkring alle synspunkter og nuancer. Det er en løbende proces, som allerede er igangsat, og vi vil løbende melde ud fra denne, indtil den er afsluttet. Herefter vil der komme en større afrapportering angående klubbens situation i fællesskab med fanrepræsentanten Sune Blom, ligesom vi tidligere har meldt ud til foreningens medlemmer, at der vil komme efter hver kvartalsrapport,” siger Lasse Bauer.

Fanafdelingen i Brøndbyernes IF

Skrevet af

Spred ordet